Hold 7 – M. L. Barnkob og C. Hellmann.
Blå Negl 2009 er en patruljekonkurrence som afholdes af Vejle hjemmeværnsdistrikt, det er en hård konkurrence med 10 til 20 opgaver på ruten som er omkring 40 km i fugleflugtslinje. På dette års øvelse var der tilmeldt 61 hold af 2 mand, kun 38 stillede til start. Heraf var op mod en tredjedel tyske deltagere. På fjendesiden var der omkring 200 i hunterforce hvis opgave var at tilfangetage deltagerne på deres march. Der var yderligere en stor stab i KSN der indhentede oplysninger og fordelte opgaver til hunterforce, samt folk på de mange opgaver.
Nogle af de vigtigste regler er at der er 250 meter safezone rundt om poster, 500 meter safezone rundt om over-/undergange for motorvej og jernbane, hvis man bliver rørt er man fanget, alle poster er lukket fra lørdag 0700 til lørdag 1800.
Forud for denne konkurrence havde jeg snakket med mange der tidligere havde deltaget, hørt mange røverhistorier og ikke mindst skræmmehistorier hvis eneste formål blot var at få os til at stoppe før vi overhovedet deltog. En stor del af spillet var at køre på vores psyke og få nedkæmpet vores overskud. Vores deltagelse i denne konkurrence var betonet af at have det sjovt, prøve nogle grænser af med hensyn til at fortsætte trods man er presset på alle fronter og for at prøve noget andet, det var første gang for mit eget vedkommende at deltage i en ren patruljeøvelse.
Vi havde fået koordinatet på første post, når man når posten får man koordinatet til næste post. Vi fik udleveret 30 skud til deling og en pose med mad, der var en dåse forloren hare, en pose pasta, rugbrød, frikadeller, skinkepålæg, æbler, kakao, rosiner og chokoladekiks. Vi spiste straks frikadellerne, rugbrødet og æblerne, rosiner og chokoladekiks tog vi med, resten vejede for meget i forhold til at vi allerede havde medbragt frysetørret mad hjemmefra. Endnu en fin gave fra øvelsen som kun gjaldt om at give os mere vægt!
Vi blev blinddroppet omkring kl 20 nær Rue, vi havde en fornemmelse af vi skulle syd på, så vi løber straks over en bakke for at komme væk fra vejen, vi passerer noget krat i stil med at falde igennem tornekrat ned af bakke, og kan kigge på kort. Vi krydser en mark for at komme til et vejskilt for at være sikre på hvor vi er, dog er marken mere sump og sø end jord.
Vi bliver sikre på hvor vi befinder os og bevæger os langs en hvid vej, der kommer en bil langs vejen og vi kaster os i grøften. Desværre er grøften ikke dyb så vores rygsække afslører os og bilen standser, så løb vi ellers alt hvad kunne ud over marken ved “FANGET(1)” men må stoppe da vi står i vand til anklerne, vi er allerede fanget første gang inden der er gået 30 minutter.
Vi trækker væk fra vejen og fortsætter over mark og langs skov, vi kommer ned og følger en å til vi rammer nogle små skovveje der fører os til et mindre landsted hvor beboeren viser os vej til Vingsted. På stien til Vingsted er der hegn med pigtråd på begge sider, der er dambrug og rensningsanlæg på hver deres respektive sider af stien, så vi er meget låst og bliver også fanget igen ved “FANGET(2)”. Har fik jeg iøvrigt et kæmpe chok fordi de absolut skulle forskrække os med råb.
Vi fortsætter af stien til Vingsted hvor vi går langs et sportscenter og bliver på hjørnet af en bygning og parkeringsplads fanget af en enlig soldat der passede på 2 køretøjer, røv uheldigt og det er “FANGET(3)”, det er efterhånden ved at gå op for os at vi vil blive fanget mange gange i løbet af denne øvelse.
Lige efter vi blev fanget går vi igennem et skovstykke, og møder en mindre sø af regnvand, der er tæt bevoksning og under et forsøg på at passere træerne falder jeg bagover og sætter mig på røven i det forbandede isvand, jeg slynger dog hurtigt mit gevær i vandet og får mig selv skubbet op igen, herligt med våde bukser så tidligt på turen. Som bonus blev geværet sløret med blade og slam!
Vi følger nogle skydebaner bagom, de hvide områder i nærheden af “POST 2″, i håb om at finde en pavillion som er opgivet på nogle koordinater der viser sig ikke helt at passe, sådan er det med gamle kort og en virkelighed der ikke holder sig tilbage. Vi bestiger nogle meget stejle volde som fungerer som endevægge for skydebanerne og går op af bakke igennem skov til vi støder på et hus og en rød vej, vi finder ud af hvor er kommet for langt væk og må gå ned fra bakken igen. Vi søger tilbage mod selve skyttehusene og opdager nogle busletter som er parkeret med lys på, i frygt for at det er fjender forsvinder vi hurtigt fra området igen og kravler over en bakke som omgiver dem, her ser vi så en pavillion bygget af træ, skjult nede i et hul omgivet af volde på 3 sider, meget svær af finde når man intet kender til området, det kostede os over 1½ time af lede efter denne post.
Selve opgaven på posten er at løbe 100 meter og kaste 5 håndgranater, jeg kastede 3 i knælende stilling og min makker kastede 2 fra liggende, vi fik kun point for den ene granat jeg ramte med.
“POST 3″ lå forholdsvis tæt på og vi tog igen turen op af den sindsygt stejle og lange bakke, resten af turen gik igennem skoven som er irreterende lam om natten, træer er ikke noget problem, men det er små nye skud og buske uden blade, det koster flænger, øjne og læber at bevæge sig uden lys.
Ved post 3 skulle vi løse et gidseldrama hvor 2 gidseltagere havde et gidsel i en lade, vi fik udleveret 2 hardball pistoler som var gasdrevne og beskyttelsesudstyr. Vi benyttede os af de almindelige metoder for bykamp og rensede rummet i hver sin retning, de 4-5 skud jeg fik på inderlåret fra en fjendes automatvåben gjorde lidt ondt, men ikke nok til at råbe død, opgaven skal jo løses til point!
Næste post var et lidt hårdt slag, umiddelbart så det ud til at blive en rute på mindst 10 km, men det viste sig at den var nærmere 7 km, det var oprindeligt vores plan at følge en å en stor del af vejen til næste post, men den plan ændrede sig hurtigt da vi kort efter post 3 står foran en meget mørk dyb slugt, som det kan ses på kortet vendte vi 180 grader og gik turen af vej, det var en satsning at vi kunne gå i fred på hvide og røde veje, men vi tog chancen da alternativet var meget lange omveje. Nogle kilometer før Vork mørder vi en anden patrulje på en meget mørk markvej, de kaster sig med det sammen ud i grøften og vi går lidt videre, men vender så om og forsvinder bag nogle halmballer, vi søger tværs over en mark mod bagsiden af en gård, det sjove er dog at vi mørke i ryggen og de har lygtepæle ude ved vejen, så vi ser 2 desperate deltagere der løber tilbage mod den gård de kom fra i frygt for at vi var huntere.
Det lykkedes os at gå til Vork og igennem af rød vej uden at blive fanget, eller overhovedet møde nogle biler, på en strækning der var 4 kilometer.
Vi ville ned til åen og krydse den over en lille bro, her mødte vi to andre deltagere som sagde overgangen var oversvømmet og de ville gå en anden vej rundt, vi ville dog selv ned og kigge. Dog var det ikke en bro de havde kigget på, men en betonmur som lavede et lille vandfald, en slags fælde mod at fisk svømmer opstrøms hvis jeg ikke tager fejl.
Vi fandt en anden bro på kortet et stykke oppe af åen og gik langs med den, det var dog en besværlig rute igennem tæt bevoksning og glatte små dyrestier. Vi fandt dog broen og fik den krydset, det blev straks fejret med chokoladekiks.
På vej til “POST 4″ gik vi ind i den ene sump af en mark efter den anden, det blev nødvendigt at søge tilbage flere gange og finde et højere liggende sted man kunne passere. Et af de meget vilde steder var en skov på en bakke der steg omkring 20-35 meter, vi regnede med at op af bakke og med skov så er der fast grund under fødderne, men aldrig før har jeg oplevet at bestige 25 meter sump og krydse igennem det med grene svingende ind i alle kropsåbninger. Det var frustrende at synke i til anklerne hver gang man tog et skridt, så vi søgte til rød vej og løb det sidste stykke til post 4.
På post 4 var opgaven at fortsætte marchen til det nye koordinat vi fik, på vejen støder vi på en mc ordenans der er kørt galt, men forholdsordren var at syge og sårede efterlades og meldes op i systemet ved ankomst til næste post.
Vi fortsatte vores march 2 kilometer yderligere før end vi besluttede os for at finde et sted vi kunne slå en bivuak op, med posterne lukket fra 0700 til 1800 kunne denne tid bruges på at sove, spise og planlægge den kommende rute. Vi havde tilbagelagt 16 km på nuværende tidspunkt. I mørket valgte vi en samling af grantræer imellem 2 dyrefolde som vores BSO, med ekstra gran fik vi skærmet af for direkte indsyn og vind. Før vi lagde os til at sove forplejede vi varm mad som var Bøf stroganoff, god frysetørret ret! Med det nye grydesæt, som jeg havde købt forud for øvelsen, kunne vi på en iskold februar morgen koge 750 ml vand på 5 minutter. Omkring kl 0700 ligger vi i poserne, første gang vi vågner kl 1100 er der blevet efterladt en termokande og smurte boller foran vores bivuak, vi lå i baghaven til et mindre landsted hvor familien så havde givet os noget mad, det var guld værd med en kop kaffe og så sove videre. Om eftermiddagen var der igen overskudsbonus i kraft af saftevand og friskbagt chokolade kage! Da vi skulle videre omkring kl 1700 sagde vi pænt tak for forplejningen og fik genfyldt vores camelbags med vand.
Det er en skøn ny aften som kan udnyttes til vildskab i alle retninger, men hvorfor ikke starte med at gå forkert allerede efter 200 meter. Så det gjorde vi. I stedet for at følge en lettere sydvest gående retning kom vi alt for meget nord på, det kostede os nogle ekstra kilometer og muligheden for at løse en ekstraopgave hvor der skulle observeres mod en gård som lå helt nede i syd på kortet. Anden gang vi går forkert er lige efter Bindeballe, så det koster igen lidt ekstra afstand at man ikke tolker virkeligheden og kort ens. På vej mod post 5 fortære jeg en leverpostejmad, nok en af de værste jeg har fået i længere tid, maven var ødelagt af mangelm på fiber, så ned skulle det rugbrød.
På “POST 5″ var der opgaver i kort og kompas, det blev lynhurtigt skitseret på kalke, opgaven afleveret og der blev meldt om den tilskadekomne mc ordonans, en sidste opgave var en march igennem det mest belortede område i midtjylland efter et o-løbskort. Det regnede så det første der skete var at det blev umuligt at tegne posterne ind på kortet, dernæst blev vores kort destrueret i et vildt fald af min makker, sådan går det når man skal passere algeglatte træstammer ned af bakke med alt sit udstyr på slæb. En opgave der kun havde i sinde at ødelægge os som mennesker! Efter denne lille helvedesmarch fik vi muligheden for at få ekstra point, vi skulle gå til næste post uden brug af vores kort som så blev forseglet i en konvolut. Vi besluttede os for at tage chancen og gik så vejen til næste post af rød vej.
Det koster dog at tage chancer som disse, derfor blev vi kort efter fanget ved “FANGET(4)” af en hundepatrulje, hvilket også var grunden til at vi opgav at løbe, flugt kunne kun foregå ud af asfaltvej og der er ikke meget skjul! Vi fortsatte af rød vej da vi havde brug for tempo, tempo og tempo! Vi blev straffet igen i Rambøl hvor vi midt i byen vader lige ind i en patrulje, til alt held for dem var vi deres første fanger ved “FANGET(5)”, så lidt glæde spreder vi da i verden :D
Med lidt sikkerhed om ikke at blive fanget lige med det samme går vi ned mod den skovvej vi skal af til næste post, lige i det sekund jeg sætter min fod på grusvejen råber en midaldrene mandsstemme “HOLDT ELLER JEG SKYDER!”. Her fryser min verden, for fandme nej skal jeg fanges en gang til så tæt på posten, uden yderligere tankevirksomhed råber jeg “LØB!” til min makker og sætter selv gang i bentøjet. Dette er en af de smukke øjeblikke hvor opgaven stiller sig højere end bekymringerne for ens eget velvære, jeg har aldrig før løbet så stærkt ned af en kulsort skovvej hvor den eneste ledetråd til om jeg kom til skade først var lyden af næste skridt. De forsøger at forfølge os og truer med skud, men da min makker kun hører klikket fra pistolgrebet giver vi den alt hvad vi har og ejer af kræfter, alle smerter er glemt og livet er fedt! At fjenden glemmer at tage ladegreb på sit gevær, ikke kan løbe trætte folk med rygsæk op og ikke tør trodse mørket er vores stærke side og den som gør det værd at deltage i sådanne konkurrencer! Efter 500 – 600 meter standser vi og søger skjul, men de havde opgivet at sætte efter. Vi fortsætter mod næste post.
Ved “POST 6″, som kun lå en lille kilometer fra hvor vi undslap, skulle vi gennemløbe en feltforhindringsbane med alt udstyr inklusiv rygsæk.
Første forhindring var en dobbelt tovbro, med reb til fødder og hænder hen over en å, det gik hurtigt og smertefrit.
Anden forhindring var en meget lang krybe forhindring under “pigtråd”, vi valgte at springe den over, den ville dræne alt for mange kræfter og rygsækken skulle som minimum slæbes efter os på turen igennem.
Tredje forhindring var en tur op af en ufatteligt stejl og glat bakke, runde et markeret træ og ned igen, det syrede benene gevaldigt til!
Fjerde forhindring var kommandokravl henover en slugt, jeg tog den nogenlunde let over ved at kravle på undersiden, med alt den vægt på ryggen ville det tage tid at forbedrede at skulle kravle på oversiden, eller også ville vægten på ryggen svinge mig rundt på torvet. Min makker forsøger det samme men giver op, vi får ikke point for forhindringen og mine trætte arme og ømme sind tåler ikke dette nederlag, det var hårdt rent psykisk når man selv har kæmpet og føler ens makker ikke giver sig det sidste. Men alt ære og respekt til min makker, han gjorde det godt, det er bare sådan det bliver når man er træt og presset, så lever alle ens følelser på ydersiden!
Femte forhindring var passering på oversiden af diverse bjælker, væltede træer osv, det klarede vi fint.
Sjette og sidste forhindring var verdens mest latterlige stige/reb af sammen bundne bildæk, lægten de var fastgjort på som man skulle over, blev ved med at dreje rundt når man hang i den, desuden ville bildækkene hele tiden falde ind under bjælken da det var ned af bakke, det gjorde man hang inden under en bjælke med alt sit tunge udstyr på, det var umuligt at komme over alene. Med det i tankerne sprang vi forhindringen over, hvorfor hjælpe en over for at sidste mand ikke kan komme over, spild af kræfter, men vi forsøgte i det mindste.
På det her tidspunkt nærmer min livskvalitet sig et nulpunkt, jeg kan mærke jeg er gennemblødt på overkroppen, at mine bukser er våde op til knæene, fødderne er ømme, jeg slæber lidt på venstre fod, skuldrene brænder under rygsækkens vægt. Det der skete var at jeg knækkede på nederlaget ved kommandokravlet, det er ikke for at være hård mod min makker for jeg ville have ramt det stadie meget snart alligevel, men det psykiske knæk gjorde at jeg ikke længere kunne se det store billede og vente synet mod alle mine ynkeligheder.
Ruten som jeg havde planlagt mod næste post startede med en land sej stigning op fra Rambøl dal, den lille kilometer tog så lang tid at jeg på en frisk dag ville kunne hav kravlet hurtigere, viljen og kræfterne var forsvundet med den hård forhindringsbane. I stedet for at søge direkte mod næste post tog vi en omvej som ville give os godt skjul for fjenden, men det var med tankerne om at finde et sted at sove at vi tog den vej. Min makker og jeg var enige om at vi ikke havde kræfterne til at fortsætte til næste opgave, men vi ville heller ikke give op ved en post, så i stedet for ville vi vente til øvelsen sluttede og så hellere have “Ej gennemført” end “Gav op”. Vi fik lov til at sove i en åben garage ved et mindre husmandssted hvorefter vi om morgenen søgte til post 6 for at blive samlet op og komme tilbage til Vejle hjemmeværnsdistrikt, men posten var mod reglerne pakket samme og forsvundet, min mobiltelefons batteri var stået af i kulden så vi kunne ikke ringe ind og fortælle hvor vi var, vi fik hjælp af en civil som hentede sin mobiltelefon og vi kunne melde ind. Vi blev så det sidste hold der meldte tilbage på grund af posten var kørt mod alle aftaler.
Tilbage ved øvelsens KSN sidder vi og slapper af bag i en GD og venter på at blive kørt til Vejle, der er dog brug for kørere så vi får vores egen buslet som vi farer vild midt i Vejle by i, og ankommer lidt sent tilbage til distriktet, men godt gennemvarmede efter at have voldtaget bilens varmeapperat på de aller helvedesmindelige niveauer!
På de 16 timer hvor vi deltog aktivt i konkurrencen tilbagelagde vi 27,5 kilometer.
Tak for en god Blå Negl 2009, jeg vender tilbage.
